Mand - vi må sgu gøre noget ved de kvinder!    -   Speciale i kunstterapi af John Bonnesen Wolff 

NÆSTE

Afsluttende bemærkninger

Når det var første gang jeg indlod mig på et sådan et eksperiment, at starte en kunstterapeutisk gruppe, var det naturligvis med en hvis spænding at jeg startede. Jeg gjorde mig også mange tanker og overvejelser før, under og ikke mindst efter dette kursus.

Ville jeg kunne magte opgaven - det vil sige opfylde deltagernes forventninger og krav?

Ville der i det hele taget komme nogen deltagere?

Det sidste var ikke noget problem - for hvis der ikke kom nogen, skulle jeg bare undersøge årsagen - få den rettet og starte på en frisk.

I mine forberedelser til kurset undersøgte jeg, om der var mulighed for at det kunne indgå i en daghøjskole eller anden kommunalt støttet skoleform.

Det viste sig at være umuligt, så længe kurset havde den mindste tilknytning til ordet terapi.

Derfor besluttede jeg, at skulle kurset op at stå, måtte jeg selv arrangere det hele.

Det har også den store fordel, at så er det kun mit ansvar. Og desuden får jeg også på den måde en grundlæggende erfaring i, at planlægge og gennemføre et kunstterapeutisk kursus.

Det kan måske støde nogle, at jeg har brugt en så provokerende annonceform både i tekst og billede.

Det gik da også meget i mine overvejelser, om det nu var den rigtige form.

Når jeg alligevel besluttede at bruge den annonceform, var det fordi jeg fornemmede, at en ”blød” annoncering ikke ville få den målgruppe i tale, som jeg ønskede.

Nemlig manden i midtvejskrisen, som ikke kan forstå hvorfor intet længere lykkes i hans tilværelse.

I grunden stillede jeg mig selv spørgsmålet:

”Hvilken annonce ville jeg selv reagere på”?

Efter min annoncering i bladene vedrørende dette kursus, blev jeg hurtigt ringet op af interesserede.

I starten var jeg ikke meget for at fortælle udførligt om, hvad det drejede sig om. Jeg var bange for at skræmme folk væk med ordene ”kunst” og ”terapi”, og fortalte dem derfor lidt for overfladisk om kursets formål.

Efterhånden erfarede jeg at det havde den modsatte virkning - folk syntes ikke kurset lød interessant.

Jeg skiftede straks taktik og fortalte nu, uden omsvøb hvad det drejede sig om. Nemlig at det var 

en kreativ terapiform, hvor jeg ville søge tilbage i deres barndom, for at få uforløste problemer frem i lyset.

Det virkede - alle var interesseret og jeg fik mine deltagere.

Ikke alene var det en ærlig udmelding fra min side, men det var også det folk ville høre.

Min manglende erfaring til trods, vil jeg påstå at deltagerne, i det relative korte tidsrum der var til rådighed, fik et personligt udbytte ved at deltage.

De har nu fået indblik i en anden form for terapi.

En form der adskiller sig ved, at det er dem selv der bestemmer tempoet og hvor langt de vil gå i gruppen med hensyn til at udleve sig selv gennem samtaler og øvelser.

Jeg er overbevist om, at selv om de glemmer de processer de har gennemgået i kurset, vil underbevidstheden arbejde videre og dermed fremme deres individuationsproces.

Selv om jeg mener at deltagerne har fået det ud af kurset som både de og jeg forventede, har jeg alligevel gjort mig overvejelser om, hvorvidt jeg kan ”tillade” mig at undervise i så et følsomt emne som terapi.

Hvad giver mig ret til, uden den fornødne baggrund som psykolog eller lignende, at tilbyde terapi til voksne eller for den sags skyld til børn og unge?

Hvad giver mig også ret til at oprette et kursus, hvormed jeg påstår at kunne formidle løsninger vedrørende noget af det alvorligste og vigtigste i mennesket - noget så personligt som den psykiske baggrund?

Kan jeg tillade mig at spørge mennesker om dét de selv har fortrængt, når det selv for dem, er noget følelsesmæssigt farligt at beskæftige sig med?

Er det fordi jeg, til forskel fra deltagerne, har gennemført et etårigt kursus i kunstterapi og dermed skulle være bedre rustet og mere afklaret i min egen selvudvikling?

Mange i min omgangskreds har stillet de samme spørgsmål og må jeg blive dem svar skyldig. For de har jo ret. Jeg har ingen teoretisk baggrund af betydning.

Alligevel har jeg valgt at gennemføre dette kursus og yderligere fortsætte med startet nye gruppe.

Men i såvel gruppen kun for mænd og ikke mindst i de nye gruppe, føler jeg en tillidserklæring fra deltagerne, der gør mig berettiget til, ikke at glemme mine betænkeligheder, men at overvinde dem.