Min personlige "køreplan" ville da se således ud:  

• Bestemme målgruppe.
• Udforme og indrykke en annonce.
• Aftale en mødeaften.
• Aftale mødetider.
• Planlægge før hvert møde.  

Hvis interessen i denne gruppen var til stede, og hvis jeg følte at jeg havde opnået den fornødne selvtillid kunne jeg så, efter et passende tidsrum, tilbyde at undervise kunstterapi.

Det var én måde at starte et kursus på.

Den anden, som jeg så valgte, var at springe direkte ud i et "rigtigt" kunstterapeutisk kursus. Det vil sige selv annoncere, starte, gennemføre og afslutte. Deltagerne skulle selv betale og jeg var den ansvarlige.

Min nye "køreplan" kom derefter til at se således ud:

• Bestemme målgruppe.
• Finde lokaler.
• Lægge en tidsplan.
• Kontakte målgruppen.
• Planlægge forløbet.

Min målgruppe havde jeg jo fundet, så det næste praktiske problem var at finde et egnet lokale. Ud over at låne et klasseværel­se gennem kommunen - som i øvrigt er gratis - har jeg ikke andre gode forslag. Blot at man må ud og undersøge de muligheder der findes i lokalområdet.

For at danne rammen om et så et følsomt emne som terapi, er det vigtigt at lokalet opfylder nogle mindstekrav. 
De "ideelle" krav anser jeg for at være et ugenert lokale på min 30 m^²  hvor det, i rimeligt omfang, er tilladt at støje. Desuden skal der være mulighed for at male og at kunne arbejde med ler. Der skal desuden være plads til at deltagerne kan bevæge sig frit rundt i lokalet.

Toilet og vask skal være tilgængelig.

Musikanlæg, hylder, skabe, madrasser, tæpper, bord, stole og de kreative remedier, er med til at danne det praktiske grundlag for at starte et kunstterapeutisk forløb.

På det tidspunkt hvor jeg havde i sinde at starte mit kursus, kunne jeg tilfældigvis disponere over nogle brugbare lokaler der netop opfyldte de fleste af de overstående ideelle krav.

Nu var der ingen vej tilbage. Der var ikke flere dårlige undskyldninger der kunne bruges til at trække tiden ud med. Hvad undervisningen kom til at indeholde havde jeg kun en svag formodning om, men det var jeg ikke i tvivl om at det skulle jeg nok finde ud af.
Dernæst skulle min målgruppe kontaktes. Dette gjorde jeg ved at fremstille plakater og brochure i A5 størrelse som jeg derefter fordelte på områdecenter, biblioteker og især mødesteder for mænd. Yderligere indrykkede jeg annoncer i diverse dagblade og ugeaviser.

Det viste sig bagefter, at alle de henvendelser jeg fik stammede fra annonceringen og ikke en eneste syntes at komme fra plakater eller brochure. Det kunne jeg ha' sagt mig selv ved at se på hvordan jeg selv reagere på den mængde af junk-post og henvendelser der næsten dagligt kommer ind af brevsprækken; eller som der findes en uoverskuelig mængde af på alle mødesteder ude i byen. En annonce forholder jeg mig direkte til, hvorimod jeg stort set overser strømmen af plakater og brochure.

Den samme oplevelse har jeg også når jeg afholder kunstudstil­linger. Jeg kan derfor kun anbefale at man koncentrere sin indsatsen om at udforme den helt rigtige annonce. 

Efter min annoncering blev jeg hurtigt ringet op af interesserede. Som en kuriositet skal det lige nævnes, at selv om min annoncering direkte var henvendt til mænd, viste det sig at ca. halvdelen af alle tilbagemeldinger kom fra kvinder. De ville enten selv deltage eller blot fortælle, at det var godt der nu endelig var noget for mænd!

I starten var jeg ikke meget for at fortælle udførligt om, hvad det drejede sig om. Jeg var bange for at skræmme folk væk med ordene "kunst" og Terapi", og fortalte dem derfor lidt for overfladisk om kursets formål.

Efterhånden erfarede jeg at det havde den modsatte virkning - folk syntes ikke det var interessant. Jeg skiftede straks taktik og fortalte nu, uden omsvøb, hvad det drejede sig om, nemlig at det var en kreativ terapiform, hvor jeg ville søge tilbage i deres barndom, for at få uforløste problemer frem i lyset.

Det virkede - alle var interesserede og jeg fik mine deltagere. Ikke alene var det en ærlig udmelding fra min side, men det var også det folk ville høre.